Fjerde uge.


Så er jeg godt i gang med uge 4. Den startede sædvanen tro med en overnatning på OUH mandag til tirsdag. Det er noget af det mest ensomme jeg længe har prøvet. Jeg er jo ikke behandlingskrævende så der kommer ikke personale forbi så tit og jeg bliver som regel lagt på en stue for enden af gangen. Det har været en dræber for humøret og påvirkede mig helt ind i weekenden inden. 

Så da jeg træt og skidt tilpas kørte hjem tirsdag efter min fjerde gang kemo, granskede jeg min hjerne for ideer til hvordan jeg kunne komme ensomhed, lange ventetider og transport til livs. Gustav har det rigtig svært i det her og er nu hjemme fra hans flexhold og vi er nået til at han skal udredes for tvangstanker og ocd. Det er lidt en mundfuld oveni kræft og corona. Men vi er glade for at der måske er udsigt til at han kan få det nemmere i hans ellers udfordret verden. Det betyder også at Skipper hjemmearbejder med to børn hjemme og en kone der er væk det meste af dagen og kommer hjem og er ofte lidt skidt. 

Pludselig slog det mig. Hvis nu vi lejede et sommerhus på Fyn i den sidste uge med det behandlingskema jeg kører lige nu. Stråling alle dage mandag til fredag og kemo oveni om tirsdagen. Og videre tænkte jeg hvad hvis nu man spurgte om resten af vores nærmeste familie som er vores coronabobbel, vil med. Og vupti på søndag tager vi hjemmearbejde, hjemmeskoene og sygdom men vigtigst af alt familie og samvær med i sommerhus på Fyn. Jeg kunne fornemme jeg ikke helt var den eneste i min familie der kunne trænge til lidt luftforandring og nærvær en uges tid. 

Så her skal vi tilbringe næste uge😍


Idag var det nærmest en festdag da jeg bad dem om at aflyse min indlæggelse på mandag. Og så glæder jeg mig bare som et barn til jul til næste uge hvor der vil være afslapning, leg, gåture, familie, hygge og tryghed i mit sind om at der er nogen om mig også når det er dumt. 

Når næste uge er slut så skal jeg i gang med de indvendige strålinger hvor jeg skal i narkose og skal ligge med noget over tid der stråler mig indefra. Jeg ved ikke så meget om det endnu men ved at der skal jeg også indlægges. Så det er en befrielse at jeg ikke behøver på mandag. 

Kommentarer

Populære opslag