Jeg troede egentlig...

Ja egentlig troede jeg at jeg skulle på arbejde i dag, men nej. Langsomt hen over weekenden kom det snigende… ubehaget og følelsen af at det var farligt at være sammen med andre og følelsen af at være på grænsen til sammenbrud og have kort lunte overfor børnene og bryde sammen.Følelsen af ikke at kunne være den der forventes af mig på job. Puh følelserne er bare kommet væltende, så nu sidder jeg her og tænker, hvad skete der lige der?

Efter jeg havde været til min første konsultation med psykologen i mandags følte jeg mig lettet og opstemt og så efter en uge sidder jeg her og tuder igen. Men hvad havde jeg regnet med???  Er det egentlig ikke naturligt nok??? Man skal nok bruge mere end en enkelt gang hos psykologen for at få tingene på plads. Det var jo også hvad hun sagde. Men hvad så med den dårlige samvittighed overfor mit job. Overfor mine kollegaer og ikke mindst børnene. Den skal jeg lige finde en plads til i mit hoved og hjerte, for jeg skal huske at de dårlige ting også skal have deres plads.

Nogle ting er dog faldet på plads. Gustav skal skifte børnehave. Jeg følger mit hjerte og min mavefornemmelse og så må vi se hvad der sker. Jeg havde jo egentlig nok besluttet mig men blev ved med at stikke en kæp i hjulet der hed ”nu skal jeg ikke være den der pædagog-mor der flytter sit barn ved det mindste og sætter urimelige krav til institutionen”. Men jo det skal jeg og lytte til mig selv skal jeg også!

Fortalte om Gustav og vuggestuen og psykologen sagde pludselig, at det virker som om de ikke kender ham rigtig. Det tror jeg hun har lidt ret i. De kender ham ikke rigtig. Hvordan skal de så kunne give ham det bedste for ham??? Som sagt visse ting er faldet på plads og Gustav rykker institution. Jeg følger min mavefornemmelse. 

Må indrømme at påske ugen har været noget af det hårdeste! Har været alene med Gustav og har bestemt været den dårligste mor. Har snerret vrisset og skældt ud. Har været kørt ned og været lige ved at gå fra i limningen. Har tudet og givet op og virkelig haft ondt af Gustav og mig selv. Det kan ikke anbefales at være i gang med psykisk oprydning når institutionerne holder lukkeuge. Men jeg er komme ud på den anden side. Ikke på nogen måde stærkere men Gustav og jeg overlevede. 

Nu har påskeugen ikke været lutter skidt og kanel. Har nemlig været til nogle hyggelige påskefrokoster og jeg kan sagtens hygge mig og lukke elendighederne ude. Så jeg hygger mig oprigtigt, problemet er jo så nå jeg ikke har noget at lukke det hele ude med, eller når muren krakelerer.