Så falder dommen snart!

 På tirsdag står den på tidligt op, en tur til Odense og i narkose og så forhåbentlig en frikendelse.

Det har været en turbulent tid de sidste tre måneder. Fysisk er jeg ved at være mit gamle jeg og kommer mere og mere ud. Men psykisk er det noget værre rod. 

Det er det i hvert fald for mig. 

Man har været igennem et forløb der har været hårdt for kroppen og for hovedet. Hele januar var fokus på at komme afsted til behandling og prøve at holde modet oppe på de tidlige og ofte lange dage. Januar var også en måned hvor vi på hjemmefronten blev udfordret at Gustavs OCD. Nej han er ikke diagnostiseret men alt tyder på det er den vej det går.

Februar startede med to gange PDR (indvendig stråling) noget af det mest barske jeg har prøvet. Både fysisk men og psykisk. At man ikke må eller kan bevæge sig i et døgn og samtidig har smerter er bare så voldsom en oplevelse, for alt i en sig rejs dig op og flygt! Når man har fået det på afstand har det ramt mig lidt hvor voldsomt jeg egentlig følte det var. 

Siden da har jeg brugt tiden på at komme mig, men det har været noget overskygget af Gustavs udfordringer. Vi har fået en fra kommunen der kommer to gange om ugen og hjælper med praktiske ting og henter Franja. Gustav er startet til psykolog på kommunen og vi venter stadig på at de sætter gang i en udredning. Han er så presset og i alarm hele tiden at han gang på gang knækker i voldsomme udbrud og store følelser. Det er pisse hårdt ikke bare at kunne fikse det for ham så han kan nyde sin barndom! Samtidig prøver jeg at komme mig, ikke bare fysisk men også at få styr på alle de tanker og bekymringer der myldre rundt i knolden!😵‍💫

Franja hænger i og er stort set sit evige finurlige og begejstret selv. Men hun er sårbar og tyndhudet til tider. Hun blev 7 år d 3/5 og hvor var det dejligt at kunne fejre hende med familien! Hun elsker når vi er sammen og holder gilde❤️

Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til tirsdag, men der en lille smule hvad nu hvis i mig. Jeg er ikke i tvivl om at de har været mega grundige men man ved jo aldrig om det var nok. Jeg ved de ikke vil sende mig gennem samme forløb en gang til, så jeg er ikke helt klar over hvad de vil gøre hvis ikke det er væk. De kan bare finde den stor kniv frem og fjerne hvad der er nødvendigt hvis de spørg mig!!!!

Men jeg prøver at mønstre den største tålmodighed men der er lang tid til tirsdag!!

Tanken om at det ikke er væk er svær for det er en lorte sygdom og den skal ikke få krammet på mig!!! Tanken om alt bare er toppen og jeg er frikendt er næsten uudholdelig for den er så uvirkelig!! Samtidig er det svært at forholde sig til en skid for da jeg fandt ud af jeg havde kræft var jeg jo som sådan ikke syg, under behandlingen derimod… føj, så lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal forholde mig til. Jeg er ved at finde en psykolog der forhåbentlig kan hjælpe med at få ro på det hele.

Jeg er bare mega træt af at det buldre rundt i hovedet!!

Nu bliver det måske lidt tungt men denne blog er også en mulighed for at tømme hovedet.

Jeg er skide bange for at det er skidt nyt og at jeg skal dø af denne lorte sygdom! Det fylder så meget inde i mig hele tiden mens jeg prøver at være den bedste mor, kone og bare menneske jeg kan. Det er sågutte nemt!!! Det ene øjeblik er jeg ovenpå og alt er godt og det næste er jeg hysterisk og angst og ved at æde alle omkring mig. Elastikken er strammet max!!!🤯

Tålmod Signe, tålmod!!!!