En uge er gået.

 Første uge er næsten gået siden sidste behandling. Lægen var sød at sige til mig at det godt kunne bliver værre før det blev bedre. Med andre ord det ville være naivt at tro at når man kom hjem efter sidste behandling så var alt som før...

Hmm jeg må indrømme at jeg nok var ret naiv og optimistisk.

Jeg sidder her en uge efter og kommer kun nogenlunde igennem dagen ved hjælp af Panodil og Ibumetin. Hovedpine, diarre, mavesmerter, jeg fryser som fik jeg feber bare uden feber og så bliver jeg mat i knæene og løber tør for energi bare ved at besøge potten.🥴 jeg har sår på ryggen efter at have ligget stille i sidste uge og mine lægmuskler er på grænsen til krampe 24/7. 

Jeg må sige at kroppen arbejder hårdt på at restituere de ramte raske celler. Det er sgu ret hårdt arbejde. For ikke at tale om den psykiske belastning både for mig og pårørende! Det er tydeligt at dette kræver energi og tålmodighed ikke mindst når man også skal hjælpe Gustav igennem hans udfordringer. Vi har stadig ikke fået en afklaring fra kommune og psykolog men håber at det sker en af de nærmeste dage!!! Han kæmper for at klare dagene og er kommet lidt tilbage i skole inden ferien. Vi håber og ønsker sådan for ham at han snart kan få noget ro i sit hoved og krop, så han ikke skal befinde sig i high alert konstant. Også for resten af familiens skyld. Det fylder meget også i forhold til Franja. Vi håber der snart kommer hjælp og støtte til ham❤️

Jeg er så glad for støtte og kærlighed fra familie og venner og jeg håber at kunne fejre at være kræftfri, til sommer med grill og hygge!!! Savner en verden uden restriktioner så man kan socialisere lidt mere og aflede tanker bare lidt fra alt det sure🙂 heldigvis har vi en bobbel i familien og det blev til lidt fastelavnshygge i søndags!