Fællesskab og kedsomhed.

Hvor er fællesskabet? Fællesskabsfølelsen? Ja jeg maler jo nok lidt fanden på væggen og slår en stor dej op, men jeg bliver bar så træt af mangel på fælleskabsfølelse. Og jeg taler her ikke om de forskellige større konflikter, der har raset de sidste par måneder men og det små dagligdags øjeblikke og situationer der kan opstå.

Jeg skal være den første til at sige at jeg falder selv i!

Nå men hvor er fælleskabsfølelsen og mottoet "kom lad os løfte i fælles flok"? Hvorfor er det svært at investere i fælleskabet når det ikke har en umiddelbar gevinst for os selv. Jeg skriver umiddelbar for er der ikke altid gevinst for os, hvis vi deltager i fælleskabet skal der så ikke nok komme noget tilbage til os når vi har brug for det. Lidt ud fra ordsproget "som man sår, så høster man." og er det ikke også ok at man giver lidt selv om man ikke liiiige får noget retur. Det er sgu da god karma. Og det er den opfattelse at man ikke kan gøre noget, med mindre at der er gevinst for en selv, der især kan sætte mit pis i kog. For hvordan skal man nogen sinde kunne gøre noget ud over det sædvanlige og forudsigelige så gør livet sjovt og spændende, hvis ikke der er nogen der gider gøre noget ud over det, der kun giver egen gevinst!

Jeg ved, at hvis lukummet virkelig brænder, er der nogle til at løfte, men hvorfor skal lukummet brænde? Når det kunne undgåes ved at folk investerede noget, at de kiggede ud over deres egen lille snude. Jeg bliver harm, ja harm, når andres egoisme griber ind i min verden og dræber mit drive og energi. Der er fa..... Ikke for meget af det i forvejen for tiden og vi siger tak til øv på job og stress over hverdagen.

Heldigvis er der absolut ingen stress over arbejdet. Jeg kommer og passer mine ting men nøj hvor er jeg færdig, færdig siger jeg med dette skod sted. Hvor folk aldrig siger godmorgen, ikke en gang ledelsen og hvor de er nogle klaphatte til samarbejde. Jeg er nok bare mentalt skredet her fra og det gør det dælme svært at komme afsted om morgnen! Jeg håber og ber til at de, for børnenes skyld opper sig med de nye støtter der kommer.

Det eneste jeg hiver mig afsted med er følelsen af ansvar ogver for de børn der er afhængige af at jeg kommer og dem skal det bare ikke gå ud over!

Puh en opgave det bliver at få fortalt dem at jeg ikke kommer igen efter sommerferien. Men selv om der igår var sidste frist for ansøgning til jobbet her og jeg ikke har søgt dét, så syntes jeg lige at det skal vente til vi er lidt tættere sommerferien, så der ikke bliver for meget uro.

Men hvis jeg så ikke en gang selv kan leve op til mit eget ideal hvorfor må jeg så brokke mig?...

Fordi at man skal brokke sig og få luft en gang imellem. Fordi jeg i det mindste har lyst til det skal være anderledes og forsøger at gøre mig selv bedre.