Nu syntes jeg altså det er nok!

Alt er forholdsvis godt nu men søndag morgen fik vi noget af en forskrækkelse da min far røg på hospitalet med hvad viste sig at være en blodprop. For at gøre en lang historie kort Så er han nu tjekket og lægerne har fikset det der skulle fikses.

Når der sker så noget, kan jeg mærke at den frygt der sætter sig i mig, er rigtig svær at komme af med igen. Men det ville naturligvis også være kedeligt hvis ikke der var noget at snakke med psykologen om. (Bemærk venligst sarkasmen!) syntes lige at livet var lidt sjovere med glæden om at skulle flytte og så knækker filmen igen, øv!

Men nu har han det efter omstændighederne godt igen og kommer forhåbentligt hjem idag. Men så kommer hele efterarbejdet med, at han nu skal acceptere, at kroppen har givet ham en advarsel, om at han ikke er 20 mere. Vi andre skal måske også lige vænne os til tanken om at farmand ikke bare klarer det hele. Ens far kan, for manges vedkommende, jo sidestilles lidt med en superhelt, der bare lige flyver ind fra højre og redder dagen. Der bliver man nok lige nød til at mande sig op.

Nå men altså derfor syntes jeg, at det er nok med dødsfald, alvorlige sygdomme og andre ulykker! BASTA!